RLFODBOLD.DK

En blog om Royal League redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

Friday, June 22, 2007

Nordmand skal redde Royal League

Fremtiden for den skandinaviske fodboldturnering Royal League skal sikres af den norske fodboldagent Rune Hauge, der har fået opgaven med at skaffe en ny tv-aftale til turneringen. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

Rune Hauge er af mange betegnet som en kontroversiel person i internationale fodbold, og han er tidligere dømt af Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) for at give klubber penge under bordet.

Han var dog også manden, som forhandlende en rekordaftale til en værdi til på godt en milliard kr. hjem til norsk fodbold. For det job modtog Hauge et honorar på 100 millioner kr.

- Den aftale, vi har lavet med Hauge, synes jeg er særdeles fornuftigt. Der er mange mennesker, der i erhvervslivet tjener store penge på et veludført arbejde, og hvis han tjener meget mere end forventet på dette salg, så er det også fordi, han har gjort et godt stykke arbejde. Det kan jeg ikke have ondt over, siger den danske Royal League-direktør, Børge Bach, til Jyllands-Posten.

Det var også Rune Hauge, som i sin tid sørgede for turneringens første tv-aftale. En ny aftale skal i denne omgang være på plads inden månedens udgang.

***

Friday, June 8, 2007

Royal League under tidspres

Den skandinaviske fodboldturnering Royal League står uden sponsorer og tv-aftale blot fem måneder før, at fjerde sæson er planlagt til at skulle sparkes igang.

Fem måneder før Royal League er planlagt til at gå igang, står turneringen fortsat uden en tv-aftale og sponsorer. Royal League-direktør Børge Bach mener dog alligevel, at der fortsat er god tid til at få de vigtige aftaler, der er en nødvendighed for, at Royal League kan gå ind i sit fjerde leveår.

- Tidspresset er mindre, end da vi stod foran første sæson. I dag har vi hele proceduren og afviklingsmanualerne omkring kampene på plads, så den del skal vi ikke bruge megen tid på. I det øjeblik vi har en tv-aftale hjemme, så kan vi koncentrere os om sponsorerne, siger Børge Bach.

Såfremt fundamentet under Royal League kommer på plads, så vil turneringen i fremtiden komme til at bestå af fire puljer med tre hold i modsætning til de tre første sæsoner, hvor fire hold har kæmpet mod hinanden i tre puljer. Ændringen betyder samtidig, at kampantallet vil blive reduceret fra 43 til 31 kampe.

***